Dansk Flygtningehjælp - LyngbyGuiderne

 Lyngby Guiderne arbejder med at hjælpe minoritetsbørn og unge fra Lyngby-Taarbæk Kommune ud i det lokale foreningsliv. De frivillige hjælper med at finde de rigtige foreningstilbud og ledsage børnene ud i foreningerne de første gange.

Desuden introducerer Lyngby Guiderne voksne flygtninge/ indvandrere til fritidstilbud og formidler kontakten til foreninger og klubber.

Lyngby Guiderne etablerer integrationsfremmende aktiviteter og klubber efter behov, ønsker og interesse for kommunens nyborgere.

I samarbejde med Lyngby Svømmeklub holdes mor/dattersvømning hver søndag eftermiddag.

Seniorklubben for ældre over 60 år mødes hver onsdag, der hygges med te, kaffe og frugt. Aktiviteterne, der hjælper til at forbedre brugernes dansk­kundskaber, er fx quiz om det danske samfund og aktuelle spørgsmål. En gang om måneden er der udflugt til relevante steder.

LyngbyGuidernes pige- og drengeklubber er for børn og unge mellem 10 og 17 år.

I pigeklubberne møder pigerne hinanden på nye præmisser og får nye op­levelser sammen med frivillige. Som frivillig kan du være med til at skabe et frirum for teenagepiger.

Klubberne drives af frivillige og pigerne er selv med til at planlægge og arrangere aktiviteterne.

Formålet med drengeklubber er at skabe et fristed, hvor drengene kan møde interesserede og engagerede frivillige, der vil være med til at gøre en positiv forskel i drengenes liv. Som frivillig i en drengeklub møder du en gruppe interessante unge og får medindflydelse på udvikling, drift og aktiviteter.

Brugerne inddrages og er selv med til at planlægge og bestemme, hvad der skal ske i klubberne.

LyngbyGuiderne yder hverdagsrådgivning, når det er ønsket, det kan være hjælp til at gennemgå breve fra myndighederne, eller som bisidder ved møder og meget andet.

LyngbyGuiderne er frivillige og arbejder ulønnet, er uafhængige af partipo­litik og skelner hverken mellem køn, type, religion eller etnicitet.

Lyngby Guiderne holder åbent hus mandage fra 16 til 18 (Rustenborgvej 2A – Frivilligcentrets mødelokale)

Address

  • Rustenborgvej 2A
    2800 Kgs. Lyngby

Contact

  • Ruth Jensen
  • Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.